Milk and Insanity
I drank milk,
the world awash in insanity.
The room illuminated by the frosty sun,
the sun coming up on the left
& going down on the right.
I am sitting in a chair
where I can reach the medicine,
the water & the glass,
drops & matches
by reaching my hand out to the table.
I drank milk,
the world awash in insanity,
the sun proceeding across the sky.
I divide the sun with my hand
& the country is awash in insanity—
the country seen through the sanitarium’s windows,
which need washing.
I repeat the words and
swallow the day’s first pill,
a large sedating tablet
I break in half
& wash down with a mouthful of water.
Then I set afloat a broken match,
slosh the water
to dissolve the red sulphur.
Then I eat two raw eggs
(instead of flowers)
and a slice of fresh bread.
I am reprimanded by the psych nurse
who comes to take my glass away—
“Now I have to change the water!”
I am surprised by the nurse’s care…
At noon I hear a sigh
from the sanitarium’s hallway.
Everyone is waiting for the big ride in the chairs.
We get tied down
and rolled out in turn,
howling impatiently,
ten times around the fountain
in all kinds of weather &
rolled back again into the rooms…
Now I am tired & so are the others.
After two hours sleep in the middle of the day,
I wake to the boiled eggs & the medicine.
I put my hand on my heart and
count its beats down to normal—
I can do it myself and
the aide would rather not…
A Place in no Place
If I always have to listen to information
coming to me from the outside—
without a doubt I would lose the ability
to sense things from the inside!
When I lost you (I don’t know when)—
I lost you multiple times,
and I lost you multiple places—
but when I finally lost you,
it was to see a deeper you in me…
I had a dream
that I was eating glass without spitting blood.
And I ran from my pursuers
through gray, dismal woods and slums at the city’s edge.
You were there (as always)
under my protection, since you are part of me,
although you were not together with me here,
as I hid you behind every wall and every tree,
in every word, where they sought our tracks…
And they will never find us.
They have hidden us so far away
in our own nature (through ongoing manhunts).
Constantly closer to everything—one solution and one mission.
Nearby and distant to the whole world,
to real life,
these essential and actual days,
we are continually forced to look back on:
A place in no place, where everything lives.
Mælk og vanvid
Jeg drak mælk,
verden flyder i vanvid.
Værelset er oplyst af frostsolen,
solen står op til venstre
& går ned til højre.
Jeg sidder i en stol,
hvor jeg kan nå medicinen,
vandet & glasset,
dråber & tændstikker
ved at række hånden ud mod bordet.
Jeg drak mælk,
verden flyder i vanvid,
mens solen rykker over himlen.
Jeg splitter solen med hånden
& landet flyder i vanvid—
landet betragtet gennem asylets ruder,
der trænger til at blive pudset.
Jeg gentager ordene og
sluger dagens første pille,
en stor beroligende tablet,
jeg brækker over midten
& skyller ned med en mundfuld vand.
Så isøsætter jeg en knækket tændstik,
skvulper med vandet
for at opløse det røde svovl.
Så spiser jeg to rå æg
(i stedet for blomster)
og en skive frisk brød.
Jeg bliver irettesat af sygeplejeren,
der kommer for at hente glasset—
“Nu skal vandet skiftes!”
Jeg undrer mig over sygeplejerens omsorg …
Ved middagstid lyder der suk
fra asylets gange,
alle venter på den store tur i stolene.
Så bliver vi spændt fast
og rullet ud på række,
hylende utålmodige,
ti gange rundet om springvandet
i al slags vejr &
rullet på plads igen i stuerne …
Nu er jeg træt & det er de andre også.
Efter to timers søvn midt på dagen
vågner jeg til de kogte æg & medicinen.
jeg lægger hånden på hjertet og
tæller dets banken ned til normalt—
det kan jeg selv og
plejeren er helst fri.…
Et sted i intet sted
Hvis jeg altid må lytte til informationer,
der kommer til mig udefra—
mister jeg uden tvivl evnen
til at sanse tingene indefra!
Da jeg mistede dig (jeg ved ikke hvornår)—
jeg mistede dig mange gange,
og jeg mistede dig mange steder—
men da jeg endelig mistede dig,
var det for at se dybere dig i mig …
Jeg havde en drøm,
hvor jeg spiste glas uden at spytte blod.
Hvor jeg løb fra mine forfølgere
igennnem grå triste skove og slum i udkanten af byen.
De var til stede (som altid)
under min beskyttelse, da du er en del af mig,
og dog var du ikke sammen med mig her,
hvor jeg gemte dig bag hver en mur og hvert et træ,
i hvert et ord, hvor man søgte vore spor …
Og de finder os aldrig.
Så langt borte har de skjult os
i vor egen natur (igennem stadige forfølgelser).
Stadig nærmere alt—én løsning og én opgave.
Tæt og fjernt på hele verden,
det egentlige liv,
disse væsentlige og egentlige dage,
vi stadig tvinges til at se tilbage på:
Et sted i intet sted, hvor alt har hjemme.