Out by the coast, along the Bay of Bengal, they harvest salt beneath the sun from the sea’s swirling water. Big square flats on Tamil Nadu’s red earth, full to the brim with seawater. The sun evaporates the water and leaves behind its salt in crystals. Women walk with bare feet over the square flats and scrape and stir the water so that the salt is evenly distributed. The glare from the sun on the salt burns in their eyes. The crystals pierce their feet, fill their lungs. Salt crystal, salt crystal; buried in their organs and below their skin. 

 

 

 

By the village of Pichavaram two rivers meet: Vellar from the north and Kollidam from the south. At the river mouth that joins the two, a forest of mangroves spreads into the water’s depths. The village islands are bound by the different species of mangrove that knit them together underwater. Especially the gray mangrove, with its hollow and airy branches that rise above the ground from their long, horizontal roots. The bark is yellowish, and the leaves shine emerald green. The flowers are bell-shaped, yellow or orange with four petals on each stem and they resemble small stars on an emerald green sky. This mangrove forest sprawls, creating corridors in the river. It is easy to get lost here. What the mangroves share is their tolerance of salt water. Only a sandbar separates the forest and the village from the Bay of Bengal; as the sea levels rise, the water intrudes. 

 

 

 

At the foot of a mountain, amma takes my hand for the first time. We walk up the mountain, warmth streaming between our palms. We sit down on a rock and amma takes a comb from her bag; she fixes my hair and tells me with a stern smile that my hair is too short. She combs it back and tries to tie it in a knot at the back of my head, securing it with a pin and a sprig of jasmine. My hair is too short and too smooth, so the pin won’t stay. It keeps falling from its knot and into my face. “You be Indian lady,” she says with a laugh as she strokes my cheeks and finally gives in. The soil here is red—in part from the weathered old crystals, metamorphic rocks and high iron content; later, the deciduous forest.

 

 

 

Farther up the mountain the neem trees tower above us. The path we’re on winds through trunks and tall bushes. It leads us up the mountain where the trees finally make a forest. Neem trees can reach a hundred feet tall; their tops are round and dense, and their leaves are feather-like from their stems. Their flowers are white and smell of honey, and their fruits are glossy, olive-shaped—nearly round with a pale yellow skin stretched taut over their flesh. Here in this deciduous forest, leaves fall from the trees in the warm, rainy winters. The trunks crack like the skin on my dry legs. Yet another fruit I can’t seem to swallow. 

 

 

 

Amma walks in front of me in a lilac sari. Dust rises at her feet with each step. She picks honeyed flowers from the trees and tucks them into one of the folds of her sari. She picks the leaves and collects the loosened bark. “Chellam, later we make flower rasam,” she says, showing me the leaves. The neem tree leaves can be eaten fried in oil with the flowers sprinkled on top in a warm rasam, just before serving. In some places, the tree is considered a weed.

 

 

I gather the flowers that have fallen from amma’s sari and put them in my bag. “Look, chellam, temple,” she says, pointing ahead of us. The temple appears, painted emerald green, lilac, marigold, blue, as close to the blue of the sky as you can get, the colors of peacock feathers and ocher. Amma takes my hand again and leads me onward. 

 

 

 

Inside it is cool and dark. Water runs across the floor; soot and rose petals float on its surface. The rose petals resemble boats on a small river. We hear the water dripping down the mountainside, and in here, deep inside the mountain, candles flicker all around us. We have water poured over us from brass lota. This is the first time we’ve met. On a mountain, where the earth is red, in a forest of honeyed flowers, deep inside a mountain with flickering candles. Amma says, “Itayam, itayam,” and points to where the heart is.

 

 

 

I mimic amma’s motions at each altar, shape my hands into a bowl over the glinting candles and gather the smoke from their flames like water from a stream, pouring it over my forehead. Amma follows me with her gaze, shows me how to offer my hands which are still folded into a bowl. I accept rosewater on a small gold spoon; I put it in my mouth and swallow. Accept the oil, put it in my mouth and swallow. Accept the milk and swallow. She takes my hands and lays rose petals on my palms, signals with her hands for me to put them in my mouth. I tear them with my tongue, let them rest against the roof of my mouth before I swallow. 

 

 

 

Dear child 

you have jasmine in your bonnet 

cloves in your hand 

is it you that lit all these candles

 

 

 

Out by the coast, along the Bay of Bengal, lies the town of Vedaranyam. On April 28th, 1930, one hundred and fifty people reached the town on a fifteen-day salt march protesting the colonial empire’s tax on salt. Those fifteen nights, they slept on the riverbanks, hidden from sight, away from the roads. In the emerald green quiet. Because the Brits had written in the papers that anyone who offered the protestors food and shelter would be put in jail. On the fifteenth day, they set up camp by the coast, wandered into the ocean to harvest salt. The next day, all the shops in Vedaranyam closed their doors. The townspeople joined the march, leaving their work behind to gather salt with the protestors. Their feet on the large square flats, scraping and stirring the water so the salt would be evenly distributed. Salt crystal, salt crystal; swirling waters of the sea.

 

 

 

There is a garden in Vedaranyam. In this garden only halophytes grow, also known as salt plants. They thrive lush and well in salty earth and water. They grow in tidal marshes, along coasts and the mouths of rivers. The garden attempts to cultivate these salt-tolerant plants. Caspia, samphire, saltbush, sea purslane, rice cutgrass. In all that is drowning, we will find plants to sow. Amma picks some sea lavender and wraps it in a piece of silk. She crushes its small blossoms between her fingers and runs her fingers over my mouth, behind my ears, strokes my forehead. Where the sea drowns the coasts we will grow what we can. The towns and crops will be sown in the salt and the emerald green. Salt crystal, salt crystal; intruding on our roots and letting us stand.

 

 

 

Dear child 

this is a still room 

I will try to hand you landscapes 

all that grows here is ours 

 

I want to hand you all that  

we gather in our baskets 

 

night-blooming jasmine 

emerald green flats 

 

deep and long breaths 

 

all that once blossomed  

and now withers in the red soil 

I will try to make it ours 

 

twigs, cardamom, vines and lilac 

 

I have forgotten the tongue of my mothers

 

 

 

As a child I walk barefoot through the grass. Butterflies hum around the butterfly bushes. I learn that the one I find most beautiful is called the brimstone, and that the wings are lemon-colored or pale yellow with an orange spot in the middle. They are more drawn to the dandelions in the grass than to the bushes. I squeeze dandelion juice from the stalks, collecting the small drops on my dry legs. Imagine the drops hardening in the sun and turning into white, smooth stones. Stones to gather in a basket. Stones to skip by a coast. Now my leg is a river and the drops are stones to leap between, across the river, from one country to another.

 

 

 

In my first tale, I came to life in a water lily because I had forgotten lotus and jasmine. Back then, I covered all my school books in paper, put them in my backpack and was accompanied down to the fence lined with large rose bushes. I would carefully consider the roses before selecting single petals from single roses that I hid inside my mouth or between the pages. Back then, I sang in Tamil and would point at the roofs in the city—“look, temples”—and back then I was read aloud to in a language that I didn’t understand but would soon become the only one I spoke.

 

 

 

The garden faces south, and next to the apple tree are two blackcurrant bushes. The berries burst on my tongue. I don’t like the taste, but they color my lips and go along with my game. Elder and nettles line the house; I pick them and put them in a pot. Pour water over them, stir and stir and stir and imagine a fire. I sing the Tamil songs I used to know. The image of a fire, a pot full of weeds, a tongue I’ve since forgotten.

 

 

 

In the back of the garden the lilac bushes grow, winding over the fence and out onto the path. I imagine the path is a river. Beneath the river the asphalt glitters with dark colors. Has there been a flood or is this just how the riverbed looks? The garden is a country, separated from other countries by this glittering river. The hops grow into the stream and over the fence. They grow up the lilac, coiled around each of its branches, holding the twigs together with their lianas. They are difficult to disentangle. I pick the small lilac flowers, drop them into a jar of water, let them sit in the sun. I can’t handle the hops, try in vain to free the lilac from their grasp, but for each branch I crack another grows.

 

 

 

The stems of the hop plant are green at first, or more rarely, red, and later grayish brown. Its shoots are lined with hooks that latch onto the surrounding plants, and whatever else gets too close. Hops grow in alder carrs, along woodland edges and glades. They have conical buds, yellow-green crowns and contains sulfureous compounds; they’re sticky and bitter. The colonial empire transported hops in large barrels from one country to another. Let the hops wash over the coasts. It grows along the jasmine, coiled around every single branch. It is difficult to disentangle. 

 

 

 

The bones cleave against each other 

the ribcage is hollow 

there is salt in both of my lungs 

 

 

Now I’m dusting things off and arranging them in a room 

everything has its place 

out of boxes, out of shrines

 

 

 

Where the sun falls on the wood floor, I attempt to make an altar. I place the emerald leaf on a gilded aluminum tray, stack flint stones and crystals around it. Pour water into a lota, light candles and incense. I imitate all of amma’s movements—the way she pours water from the lota over the tray, which hand she uses to light the candles—while humming the songs in my head because they haven’t dared to cross my lips. The Tamil words that are still only sounds in my ears. The incense smells dusty, and the candles keep going out; the sunlight is already falling elsewhere on the wood floor. Do I move the whole altar? I’ve read about how to plant a mango tree; I’ve read about all the gods, but all that I’ve read hasn’t settled in my body yet and what has settled still doesn’t have a language.

Ude ved kysten, langs Den Bengalske Bugt, høster de salt under solen, af havets rindende vand. Store kvadratiske flader i Tamil Nadus røde jord, fyldt til randen med hav- vand. Solen får vandet til at fordampe og efterlade sig det krystalliserede salt. Kvinderne går med bare fødder i de kvadratiske flader og river og rører i vandet, så saltet fordeler sig jævnt. Sollysets genskær i saltet brænder i deres øjne. Krystallerne trænger igennem deres fødder, fylder deres lunger. Saltkrystal, saltkrystal begraves i deres organer og under deres hud.

 

 

 

Ved landsbyen Pichavaram mødes to floder, Vellar fra nord og Kollidam fra syd. Ved flodmundingen mellem disse to findes en stor skov bestående af mangrover, der vokser i flere meter dybt flodvand. Byen består af øer, og hvad der samler den, er de forskellige typer af mangrovetræer, der gror under vandet og således væver øerne sammen. Især avicenniatræet, med oprejste hule og luftfyldte grene, der rejser sig over jorden fra lange, horisontale rødder. Barken er gullig, og bladene skinnende grønne som smaragd. Blomsterne klokkeformede, gule eller orange med fire kronblade på hver blomst. Det får dem til at ligne små stjerner i en smaragdgrøn himmel. Mangroveskoven spreder sig over et stort areal og skaber gangsystemer i floden. Det er nemt at fare vild her. Hvad mangroverne har til fælles, er, at de kan tåle at vokse i saltvand. Skoven og landsbyen er kun adskilt fra Den Bengalske Bugt af en sandbanke, så i takt med at verdenshavene stiger, trænger vandet sig på.

 

 

 

Ved foden af et bjerg tager amma mig for første gang i hån- den. Vi går op ad bjerget, varmen strømmer mellem vores håndflader. Vi sætter os på en sten, og amma finder en kam frem fra sin taske, hun reder mit hår og siger strengt og smilende, at mit hår er for kort. Hun reder det tilbage med kammen og forsøger at binde det i en knude bagpå, sætte jasminranker fast med en hårnål. Håret er for kort og for blankt, så hårnålen vil ikke sidde fast. Det falder hele tiden ud af sin knude og tilbage mod mit ansigt. “You be Indian lady,” siger hun og ler og aer mine kinder og opgiver til sidst. Jordbunden her er rød, det skyldes blandt andet en forvitring af gamle krystallinske stoffer, metamorfe sten og et væsentligt indhold af jern, senere en løvfældende skov. 

 

 

 

Længere oppe ad bjerget vokser høje neemtræer. Stien, vi følger, bevæger sig rundt om stammer og ind mellem højt buskads. Den fører os videre op ad bjerget, hvor træerne til sidst udgør en skov. Neemtræer bliver op til tredive meter høje, deres kroner er runde og tætte, og bladene gror fjer- delt på stænglerne. Blomsterne er hvide og dufter af honning, og frugterne glatte, olivenformede – næsten runde og med et hvidgulligt skind spændt ud over frugtkødet. Her er denne løvfældende skov. Bladene falder af træerne i de varme, regnfulde vintre. Stammerne krakelerer på samme måde som huden på mine tørre ben. Endnu en frugt, jeg ikke kan synke. 

 

 

 

Amma går foran mig i en syrenfarvet sari. Jorden støver omkring hendes fødder, hvor hun træder. Hun plukker de honningduftende blomster af træerne og gemmer dem i en af folderne i sarien. Hun plukker også enkelte blade og samler løsrevet bark. “Chellam, later we make flower rasam,” siger hun og viser mig blomsterne. Neemtræets blade kan friteres i olie og spises, blomsterne kan drysses i en varm rasam, lige inden den serveres. Nogle steder opfattes træet som ukrudt. 

 

 

 

Blomsterne, der er faldet ud af ammas sari, har jeg samlet op og lagt i min taske. “Look, chellam, temple,” siger hun og peger foran sig. Templet viser sig for mig, malet i smaragdgrøn, syren, tagetes, blå, så tæt på det himmelblå, du kan komme, påfuglefjer og okker. Amma tager igen min hånd og fører mig. 

 

 

 

Herinde er der mørkt og køligt. Der rinder vand langs gulvet, og sod og rosenblade flyder i vandet. Det ligner en lille flod, og rosenbladene små både. Vi hører det dryppe ned ad bjergsiden, og helt herinde, dybt i bjerget, er lys tændt overalt. Vi får hældt vand fra gyldne kar ned over os. Dette er vores første møde. På et bjerg, hvor jorden er rød, i en skov af honningduftende blomster, dybt i et bjerg med tændte lys. Amma siger “Itayam, itayam” og peger dér, hvor hjertet sidder.

 

 

 

Jeg gentager ammas bevægelser ved alle altrene, samler hænderne som en skål hen over det tændte lys og samler flammens røg, som var det vand fra en å, hælder røgen mod min pande. Amma følger mig med sit blik, viser, hvordan jeg skal række hænderne frem, stadig foldet som en skål. Jeg modtager rosenvand fra en lille guldske, jeg kommer det i munden og synker. Modtager olie, kommer det i munden og synker. Modtager mælk og synker. Hun tager mine hænder og lægger rosenblade i mine hånd- flader, gestikulerer, at jeg skal komme dem i munden. Jeg splitter dem ad med min tunge, lader dem hvile mod ganen, inden jeg synker.

 

 

 

Kære barn 

du har jasminer i din kyse  

nelliker i din hånd 

er det dig, der tænder alle lysene 

 

 

 

Ude ved kysten, langs Den Bengalske Bugt, ligger byen Vedaranyam. Den 28. april 1930 ankom 150 mennesker til byen efter en femten dage lang saltmarch i protest mod det koloniale styres beskatning af salt i landet. I de femten nætter havde de sovet langs flodbredder, uden for lyskilder, væk fra veje. Der, hvor der er smaragdgrønt og stille. For briterne skrev i avisen, at tilbød man disse folk husly og mad, blev man fængslet. På den femtende dag slog de lejr ved kysten, vandrede ud i havet for at høste salt. Dagen efter holdt alle butikkerne i Vedaranyam lukket. Indbyg- gerne sluttede sig til saltmarchen og nedlagde arbejdet for i stedet at samle salt. De stod med fødderne i de store kvadratiske flader, rev og rørte i vandet, så saltet fordelte sig jævnt. Saltkrystal, saltkrystal, havets rindende vand. 

 

 

 

I Vedaranyam ligger en have. I denne have vokser kun halofyter, også kaldet saltplanter. En plantegruppe, der vokser frodigt og godt i saltholdig jord og vand. De findes i marsk, ved kyster og flodmundinger. Haven her er et forsøg på at dyrke disse salttolerante planter. Hindebæger, salturt, sølvmælde, stilkløs kilebæger, risgræs. I alt, hvad der drukner, finder vi planter at så. Amma plukker hav- lavendel i et silkeklæde. Hun knuser de små blomsterhoveder mellem sine fingre og kører fingrene hen over min mund, bag mine ører, stryger min pande. Der, hvor havet drukner kysterne, vil vi nu dyrke, hvad vi kan. Byerne og afgrøderne skal bestå i det saltholdige og det smaragd- grønne. Saltkrystal, saltkrystal trænger ind i vores rødder og lader os stå. 

 

 

 

Kære barn 

det her er et forrådskammer 

jeg vil forsøge at forære dig landskaber  

det, der gror her, er vores 

 

Jeg vil forære dig alt det 

vi samler i kurvene 

 

natblomstrende jasmin  

smaragdgrønne flader 

 

lange og dybe åndedrag  

 

det, der engang sprang ud 

som nu visner i den røde jord 

jeg vil forsøge at gøre det til vores  

 

kviste, kardemomme, ranker og syren  

 

Jeg har glemt mine mødres sprog 

 

 

 

Som barn går jeg med bare fødder i græsset. Om sommer- fuglebusken svirrer sommerfugle, og jeg har lært navnet på den, jeg synes er flottest. Citronsommerfuglen, som er citrongul eller gullighvid og med en orange midtplet på vingen. Den søger mere til mælkebøtterne i græsset end til busken. Jeg klemmer mælkebøttesaft ud af stilkene, samler den som små dråber op ad mine tørre ben. Forestiller mig, hvordan dråberne skal størkne i solen og blive til hvide, glatte sten. Sten, jeg kan samle i en kurv. Sten til at slå smut med ved en kyst. Nu er benet en flod og dråberne sten at hoppe fra, hen over floden, fra et land til et andet. 

 

 

 

Min første fortælling er den, hvor jeg skabes i en nøkke- rose, da jeg havde glemt lotus og jasmin. Da jeg flere dage om ugen bandt alle mine bøger ind i papir, kom dem i rygsækken og blev fulgt ned til rækværket, som de store rosenbuske voksede op ad. Jeg betragtede dem længe, pluk- kede forsigtigt enkelte blade af enkelte roser, gemte dem i munden eller inde i bøgerne. Dengang jeg sang på tamil og pegede på tagene inde i byen, “look, temples”, og dengang jeg fik læst højt på et sprog, jeg endnu ikke forstod, men som snart skulle blive det eneste, jeg talte.

 

 

 

Haven er sydvendt, og ved siden af æbletræet står to sol- bærbuske. Bærrene brister på min tunge. Jeg bryder mig ikke om smagen, men de farver mine læber og er med i min leg. Der gror skvalderkål og brændenælder langs huset, jeg plukker dem og kommer dem i en gryde. Hæl- der vand over, rører og rører og rører og forestiller mig et bål. Imens synger jeg de tamilske sange, jeg har kendt. Forestillingen om et bål, en gryde fuld af ukrudt, et sprog, jeg nu har glemt. 

 

 

 

Bagerst i haven gror syrenbuske, de læner sig hen over rækværket og ud mod stien. Jeg forestiller mig stien som en å. Under åen glitrer asfalten i mørke farver. Er det en oversvømmelse, eller blot sådan vandbunden ser ud? Haven er et land, adskilt fra andre af denne glitrende å. Humlen gror i åen og ind over rækværket. Den gror op ad syrenen, enkelt af dens grene, holder kvistene sammen med sine lianer. Det er svært at skille ad. Jeg plukker de små syrenhoveder, samler dem i syltetøjsglas fyldt med vand, lader dem stå i solen. Jeg kan ikke hamle op med humlen, forsøger forgæves at befri syrenen fra dens greb, men for alle de grene, jeg knækker, gror nye frem. 

 

 

 

Humlens bark er først grøn, sjældnere rød, og senere gråbrun. Dens skud er besat med kroge, der hager sig fast til anden beplantning, og hvad den ellers nærmer sig. Den gror i ellesump, i skovbryn og ved lysninger. Den har kogleagtige stande, gulgrønne toppe og indeholder 

svovlholdige smagsstoffer, er klistret og smager bittert. Det koloniale styre fragtede humlen i store tønder fra et land til et andet. Lod humlen skylle ind over kysterne. Den gror op ad jasminen, slynger sig om hver enkelt gren. Det er svært at skille ad. 

 

 

 

Knoglerne skærer mod hinanden  

brystkassen er hul 

der er salt i begge mine lunger 

 

 

 

Nu støver jeg ting af og placerer i et værelse  

alt får sin plads 

ud af æsker, ud af skrin

 

 

 

Der, hvor solen falder på trægulvet, forsøger jeg at lave et alter. Jeg placerer smaragdbladet på et forgyldt aluminiumsfad, stabler flintesten og krystal omkring det. Hælder vand i et kar, tænder lys og røgelse. Jeg forsøger at gentage alle ammas bevægelser, måden, hun hælder vand fra kar- ret over på fadet, med hvilken hånd hun tænder lysene, nynner sangene i mit hoved, fordi de endnu ikke vover sig over mine læber. De tamilske ord, der endnu blot høres som lyde i mine ører. Røgelsen lugter støvet, og lysene går hele tiden ud, snart falder solen et andet sted på trægulvet, flytter jeg så hele alteret? Jeg har læst, hvordan man planter en mango, jeg har læst om alle guderne, men det, jeg læser, sidder endnu ikke i kroppen, og det, der sidder i kroppen, har endnu ikke et sprog. 

Translator's Note

Chellam follows a young Indian-Danish woman as she reconnects with her biological mother and a language lost, interweaving her memories of growing up between southern India and Scandinavia with the colonial past. In short prose and occasional poems, the narrator stumbles her way through recipes and history books, attempting to assemble altars and put words to the pain that runs through the colonial past and into the present. Through its brief meditations on seeds and plants, cooking and prayer,  Chellam tells a story of grief and remembering, of smells and rituals, of the hope of making a home in an unsettled present.  

Chellam, moving between Danish, Tamil and English, presents a number of challenges for the English-language translator. The narrator, who was adopted as a child, has grown up in Denmark and long since forgotten her biological mother’s language. When she meets her mother, the two communicate in imperfect English, and her mother tries to (re)teach her Tamil words. In the original, Chellam’s multilingualism not only underscores the narrator’s feeling of alienation and her desire to find a home, but also gestures to an entangled colonial past (Denmark too occupied parts of India, including the city of Tarangambadi, which was known as Tranquebar under Danish rule). Translating Chellam into U.S. English, I—in dialogue with Sabitha—considered whether and how to render the historical contexts embedded in the language(s) of the original. We discussed the implications of translating this text from a more minor language into the language of the colonial power, debated whether to lean into a more U.S. or U.K. English diction, and attempted to relay the Danish context of the novel without cluttering the translation. This collaborative process deepened my belief in the potential of literature to expand a language—and by extension, a culture, and an understanding of culture—and of translation to bring new ways of thinking and new literary forms into English. But it also sparked a number of questions: If literature, and especially literature by marginalized voices, can be said to create new modes of expression—to put words to something previously unsaid or unsayable—how can the project of literary translation both honor and proliferate these novel articulations? How can the translation maintain and create openings, possibilities, and homes away from homes? How do the biases and histories of oppression ingrained in the English language put pressure on the text in its translation—in what ways is the translation constantly being asked (by the translator, the agent, the editor, the critic) to conform to certain standards and styles—and how can not only the translator, but the text itself, be mobilized in its work against these? It is my hope that Chellam, in English here, might lead its readers to some of these answers.  


Sherilyn Hellberg

×

In the Classroom

×